Stranger: En forestilling for både fortællere og publikum

Stranger: En forestilling for både fortællere og publikum

Fire Fortællere, fire rum, fire historier om at føle sig fremmet i et land, en krop, eller i et socialt fællesskab. Hvordan er det at få lov til at fortælle sin egen historie uden afbrydelser, spørgsmål eller mistro?

Jeg kom til forestillingen med lave forventninger, jeg vidste ikke rigtigt, hvad det handlede om og kom egentligt bare for at støtte min ven Lasse, der havde været med til at stable det hele på benene. Jeg glædede mig endnu mindre, da jeg fik udleveret en seddel med et blåt stempel, og mine to venner fik hver deres med et rødt. Det var ret tydeligt, at vi skulle opdeles på hold, og jeg nu var blevet skilt fra mine trygge, vante venner.

Så gik det hele i gang. Rigtigt nok var vi opdelt på et rødt og et blåt hold. Vi blev ført rundt i den smukke villa, KW3, til i alt fire forskellige rum og fire helt fantastisk opførte forestillinger. Hver fortæller udtrykte og fremstillede sin historie gennem ord, krop, dans og musik.

For Priscilla Hortense og Bantu Lhirba, der var to ud af de fire hovedfortællere, var det at få lov til at fortælle deres egne historier både grænseoverskridende og hårdt, men også terapeutisk og fedt.

“Talking about my social experience in camp and outside, was a way of accepting myself and others, and also which role I can contribute with in the new society, that I am a part of now”, Fortæller Bantu Lhirba, der er immigrant fra Congo.


For Priscilla Hortense, der er immigreret fra Elfenbenskysten for 14 år siden, var det at fortælle hendes egen historie også en måde at forstå den på.

”Jeg lærte i hvert fald, at det var min historie, for det havde jeg måske lidt glemt, og jeg føler, at jeg har fundet min plads i samfundet, i hvert fald i forhold til hvem jeg er”, forklarer hun.

Når fortællerne fortalte om deres forskellige oplevelser som fremmede i en ny kultur, i egen krop eller blandt nye mennesker var publikum tryllebundet. Oplevelsen var intens, rørende og mit ellers let distraherede hoved havde kun fortællingerne for øje.


”Min egen historie bliver altid fortalt anderledes, både i samfund og blandt venner og familie. At få lov til at fortælle min egen historie – hvad jeg mente, og hvordan jeg oplevede det, uden at blive afbrudt eller få stillet spørgsmål, det, synes jeg, var rigtigt fedt”, Fortæller Priscilla Hortense, der tilføjer, at det at få lov til at fortælle uden spørgsmål og afbrydelser under udviklingen af forestillingen var befriende og terapeutisk. Det skabte et fællesskab, og hun håbede på, at den energi der blev skabt under processen ville kunne fastholde publikum og virkelig få dem til at lytte og forstå.

Af: Cecilie Uhre Jørgensen

Comments are closed.