RAPOLITICS anno 2018

RAPOLITICS anno 2018

RAPOLITICS er en nonprofit organisation, der er baseret i Danmark. Organisationen arbejder med at fremme unges udfoldelsesmuligheder gennem et kreativt og konstruktivt fokus på urbane kunstneriske udtryksformer, raptivisme (rap + aktivisme), dialog og demokratisk bevidstgørelse i og uden for Danmark.

Hiphop har en enorm kulturkraft og er blevet brugt som udtryksform først af afroamerikanere i USA og siden i store dele af verden. Fra unge under det Arabiske Forår til unge i udsatte boligområder i Danmark. En mikrofon, en koreografi eller en pensel giver et talerør og en platform for dialog samt en konstruktiv og kreativ indgang til at engagere sig aktivt i og præge det samfund, som man er en del af. Derfor benytter RAPOLITICS hiphop som værktøj til at få unge til at interessere sig for det omkringliggende samfund, at udtrykke tanker og holdninger og indgå i fællesskaber og projektarbejde med andre unge. Det er en metode til at styrke unges selvværd og samfundsengagement, nedbryde marginalisering og opbygge holdningsdannelse og handlekraft.

Baggrund
RAPOLITICS blev dannet i 2009 og er i dag én af nøglespillerne inden for hiphop og kreativ aktivisme i Danmark. Organisationen driver et landsdækkende netværk, som tæller 62 forskellige foreninger og organisationer, der arbejder med hiphop, ungeinddragelse og samfundsengagement.

Aktiviteter
RAPOLITICS har i øjeblikket tre hovedprojekter:

Hip Hop Hub (H3) er et landsdækkende netværk af ungdomsgrupper og organisationer, der arbejder med hiphop i et bredt perspektiv. Det omfatter genrene: rap, graffiti, street art, breakdance, beatbox, dj’ing, poesi, spoken word og storytelling. Gennem projektet udforsker og nyfortolker unge dansk kulturarv med hiphop som redskab. Projektet giver unge mulighed for at være kulturskabere og viser, at man gennem kunst og kultur kan have en stemme i samfundsdebatten.

RAP:I:STAN bringer elever i folkeskolen sammen med unge med flygtningebaggrund gennem rap, spoken word og fortælling. Projektet er en platform for dialog med det formål at øge bevidstheden om menneskene bag nyhederne og statistikkerne og skabe medborgerskab mellem unge med forskellige kulturelle og sociale baggrunde.
Fra 2018 vil RAP:I:STAN yderligere have fokus på udvikling af faglige og personlige kompetencer hos unge med flygtningebaggrund gennem hiphop, kunst og kultur.

Hip Hop Global (projekter uden for Danmark) I øjeblikket arbejder vi i Bolivia gennem det lokalt forankrede projekt HIP HOP UTA. “Uta” betyder ”hjem” på det oprindelige sprog, Aymara). HIP HOP UTA er et ungedrevet hiphop-hus for marginaliserede unge i den bolivianske storby El Alto. Projektet engagerer og støtter unge i deres lokalområde gennem hiphop og street art. Ambitionen er, at huset skal være bæredygtigt.

Af: Katarina Siig Søderberg

Comments are closed.