RAP:I:STAN – Rapolitics projekt, der udbyder workshops, læringsseminarer og nye fællesskaber

RAP:I:STAN – Rapolitics projekt, der udbyder workshops, læringsseminarer og nye fællesskaber

Af Barbara Raasthøj

“Kender I det, når man går hjem med en følelse af, at man i dag har gjort en forskel.“

Denne sætning beskriver den oplevelse to fortællere og en rapcoach skabte sammen med en 8. klasse fra Nørre Fælled Skole under deres 3,5 time lange RAP:I:STAN-workshop.

Nysgerrigheden var stor, da der pludselig stod fire ukendte voksne i et fyldt og varmt klasselokale med 19 elever, og spørgsmålene fløj ud af dem allerede før timen begyndte. “Hallo, kender du så Gilli!” bliver der råbt fra en elev i den allerede energiske klasse. Men så snart at de to unge fortællere, Manilla og Peric, begyndte, blev råbene til stilhed, intense øjne og et par åbne munde.

Manilla fanger klassens opmærksomhed ved at fortælle om den gang, hendes familie blev bedt om at forlade Brugsen med begrundelsen, at ”det her sted er kun for Hr. og Fru. Jensen”. Men ”jeg bliver aldrig en Fru. Jensen. Jeg er Manilla. Jeg kommer fra Afghanistan og jeg har mørkt hår” forklarer hun til klassen. Igennem hendes fortælling spreder hun et budskab om at tage afstand fra diskrimination, ligesom hun pointerer, at det også er vigtigt at blande sig, hvis man ser det.

Efter pausen stiller Peric et spørgsmål ud til klassen:  ”Hvordan ville i have det, hvis i ikke havde set jeres familie i 4 år? Hurtigt flyver der flere hænder i vejret, og svaret er entydigt – de ville ikke have det godt.  Peric er selv fra Ghana og flygtede til Danmark for fire år siden, da han som biseksuel oplevede trusler og forfølgelse.

Da klassen bliver bedt om at dele deres egne tanker omkring de ting, de var blevet fortalt, var der igen enighed I klasse: Alle har menneskerettigheder, og man skal elske sine børn lige meget hvad. “Hvis jeg fik et barn, der var homoseksuelt eller biseksuelt, så ville jeg holde af dem,”  lød det fra en af drengene i klassen.

Efter en velfortjent pause fra det varme klasseværelse mødtes alle igen for at arbejde med rim og rytmik. Den ellers så selvsikre klasse var lige pludselig ude på glatis. Efter et par fifs om, hvordan en rap- tekst skabes, og hvorfor det er vigtigt, at man får hat til at rime med kat, gik de med deres blyant og papir ud for at rime. Rime om hvad de havde lært, tænkt og snakket om I løbet af formiddagen.

På trods af, at det svære ved at finde ord, der rimede på statistik og enkelte bekymringer for om de nu stavede alle ordene rigtigt, blev det endelige resultat en raptekst på fire linjer, der afspejlede de unges tanker, om det at være på flugt.

Skønt at tanken om at skulle stå foran hinanden og rappe var det mest skræmmende, de havde oplevet i løbet af dagen,  samlede alle mod til sig.

“Everyone’s just thinking about democracy, I just want my privacy
Peace, I just wanna feel at ease.”

“I’m so depressed, I’m so stressed, Father didn’t like the way I dressed.”

“Why does life seem so hard, probably because I didn’t follow that part
Wait, this is only the start, come hop on my depression cart”

Læringsseminar

Af Manilla Ghafuri

Ofte forbinder jeg seminarer med obligatorisk deltagelse, gentagelse på gentagelse og lange baner af sort filterkaffe. Derfor var mine forventninger til RAP:I:STAN’s læringsseminar ikke noget at prale af.

Men lige fra programmets start fik forvandlende fortællinger min fulde opmærksomhed. Forvandlende fortællingers facilitator Hakon havde en fantastisk aura, som også kom til udtryk i hans væremåde. Jeg følte en varm velkomst både hos ham, men også hos de andre fra teamet. Det var også mit første møde med resten af RAP:I:STAN-teamet.

I teamet er vi en blanding af alt godt, ligesom en god pose slik. Der var både rap-coaches, storytellers, unge fra Syrien, Palæstina, Afghanistan, Iran og ikke mindst fra Danmark.

Seminaret omhandlede både sociale aspekter omkring det at skabe en fortælling,, men også den faglige vinkel. Mens dagen gik, kom vi tættere på hinanden samtidig med, at vi blev klogere på blandt andet formidling, kropsbygning, sprogbrug og selvtillid.

En af øvelserne gik ud på at sidde overfor hinanden i tre minutter og give hinanden komplimenter og ros.  En slags speeddating hvor man bytter, når minutterne er gået. Ham jeg startede med at sidde overfor, havde jeg mødt på selve dagen. Han hed Shahin, har rødder i Iran og er rap-coach. Jeg blev meget overrasket over, hvor meget han havde at sige til mig. Hver gang han roste mig eller gav mig komplimenter, så følte jeg mig større og større. Det gav mig oprigtigt selvtillid. Folk lagde altså mærke til hinanden i teamet, om du var ny eller ej. Alle var velkomne. Jeg følte mig velkommen. Mens Shahin og jeg sad og udvekslede komplimenter og betragtninger, fik Yukka og Emil Ske (storyteller og rap-coach) min opmærksomhed. De havde begge tårer i øjnene. De gav hinanden et kram. Ikke fordi de var kede af det, men simpelthen fordi det, de stod og sagde til hinanden: ”Det her er fandme dejligt

Comments are closed.