RAP:I:STAN får stor bevilling og udvider projektaktiviteterne

RAP:I:STAN får stor bevilling og udvider projektaktiviteterne

Med en bevilling på knap 900.000 kr. fra Udlændinge- og Integrationsministeriet udvider RAPOLITICS nu sit medborgerskabsprojekt RAP:I:STAN med helt nye komponenter. RAP:I:STAN er en platform, hvor unge med flygtningebaggrund kan engagere sig i RAPOLITICS’ kreative fællesskaber og projektarbejde med fokus på hiphop, undervisning, kunst og integration.

RAP:I:STAN har vokseværk
I slutningen af 2017 tildelte Udlændinge- og Integrationsministeriet penge til 10 forskellige projekter, der på hver sin måde arbejder med frivillighed, flygtninge og integration. Ud af de 10 projekter er RAP:I:STAN-projektet dét initiativ, der har modtaget flest penge – 899.480 kr. for at være helt nøjagtig.

I 2018 går vi for alvor er i gang med at omdanne pengene til spændende aktiviteter, som beskrives i det følgende.

Kreative workshops
Siden RAP:I:STAN-projektets start i 2016 har vi afholdt workshops, hvor to unge med flygtningebaggrund (vores fortællere) i samarbejde med en rap-coach underviser elever i flygtningesituationen og formidling gennem rap. Disse workshops er stadig i fuld gang. Samtidig er vi ved at udvikle nye workshops, der bevæger sig udover rappen som form og inkluderer andre, tværæstetiske udtryksformer. De kreative workshops med det personlige møde og den sanselige formidling har et kæmpe potentiale i forhold til at sætte unge ind i, hvad det vil sige at komme til Danmark som flygtning, og er samtidig kompetenceudviklende for fortællerne i RAP:I:STAN-projektet.

Et helt nyt oplægsformat
Fra i år tilbyder vi oplæg om medborgerskab, stereotyper, integration og identitet, som vi målretter til fx højskoler og asylcentre eller til virksomheder, der har ansat flygtninge eller ønsker at gøre det. Med de nye oplæg kan vi nå ud til en bredere målgruppe, end vi gør med vores skoleworkshops. Oplæggene vil blive afholdt af to unge med flygtningebaggrund og skal ses som debatoplæg, der giver input til en videre dialog blandt tilhørerne.  

Kommunikationsværksteder
I slutningen af maj måned tager vi hul på vores helt egen mini-kommunikationsuddannelse for en gruppe af de unge i RAP:I:STAN-projektet. Henover 3 heldags-workshops vil de arbejde med skriftlig og mundtlig formidling samt et selvvalgt medieprodukt. I RAP:I:STAN-teamet har vi mange unge, der brænder for journalistik og kommunikation og med vores nye værksteder håber vi at kunne give ekstra værktøjer til at sparke døren ind til medierne. Formålet er bl.a. at bidrage til en bredere og mere nuanceret repræsentation af minoriteter i den offentlige debat.

Folkemødet på Bornholm
Igen i år skal RAPOLITICS med på Folkemødet. Vi er denne gang heldige at have flere af de unge fra RAP:I:STAN-teamet med. Udover en række events, som vi laver i samarbejde med DFUNK, vil to af vores fortællere lave forskellige reportager og kommunikationsopgaver – glæd jer til at se Folkemødet gennem Manilla Ghafuris og Priscilla Hortenses øjne!

Af: Pernille Madsen Bjerre

Comments are closed.