I Danmark taler man for meget om flygtninge, og for lidt med flygtninge

I Danmark taler man for meget om flygtninge, og for lidt med flygtninge

De seneste år er mange unge flygtninge kommet til Danmark. På Kildeskolen i Valby kom to af dem på besøg i 9. klasse for at fortælle deres historie og skabe større forståelse for flygtninges situation. Med rim og rytmer fik rapperen Fabeldyret eleverne til at reflektere over historierne.

Af Anna Luna B. Kristoffersen

Foran tavlen under lysstofrøret står fire 9. klasses elever. ”1, 2, 3, 4, 1, 2, 3, 4”, lyder det fra Fabeldyret, der for hvert taktslag kaster hånden ud mod bordene og resten af eleverne. På skift fremfører de et vers, de selv har skrevet. En pige træder frem, følger taktslagene, knuger papiret og halvt rappende halvt snakkende lyder det:

Tusindevis af mennesker, men ikke nogen hjemme // Alle ude på gaden, de er kommet i klemme // Krig og forfølgelse det’ utrygt // Så forhelvede ikke vis problemet din ryg

Til klapsalver sætter de sig ned, og de næste fire går op til tavlen. På Kildeskolen i Valby er samfundsfagsbøgerne i dag byttet ud med Soran, Solaf og rapperen Fabeldyret. Opgaverne er byttet ud med rapmusik. Uden protester rapper alle klassens elever et vers om den virkelighed, der er rykket ind i klassen, og som er blevet mere og mere nærværende i Danmark i de seneste år: Flygtninge og deres deltagelse i samfundet.

Solaf er fra Syrien og Soran fra Kurdistan i Nordirak. Begge er de flygtet til Danmark. Sammen med Fabeldyret er de på skolen som en del af projektet RAP:I:STAN. Projektet går ud på at skabe dialog mellem unge danskere og unge flygtninge igennem personlige fortællinger og rap. Målet er, som pigen rapper, at eleverne ikke vender ryggen til problemerne.

En virkelig historie
Endnu før eleverne slynger rap vers ud i klasseværelset, sidder de stille med øjnene rettet mod Solaf. Hun fortæller om den skole, hvor hun tog 9. Klasse: ”Den var virkelig gentofteagtig,” siger hun, som om hun hele sit 17 år lange liv har vidst præcist, hvordan man opfører sig, når man er fra Gentofte. Har man ikke netop hørt hendes historie, gætter man ikke, at hun for to år siden tog alene fra Syrien op gennem Europa til Danmark og Sandholmlejren, inden hun i foråret 2016 blev familiesammenført med sine forældre og to små brødre. Hun ligner eleverne foran sig: Sneakers, lyse cowboybukser, langt sort hår og et brændende ønske om at blive journalist, nej akademiker, nej begge dele. Et halvt år svarer hun, da en pige spørger, hvor lang tid det tog hende at lære sit perfekte danske. Pigen og hendes klassekammerater er tydeligvis imponerede.

Solaf fortæller eleverne om sin far, der var aktivist i Syrien, og om hvordan tilværelsen til sidst blev for farlig, da venner omkring hende begyndte at forsvinde. Fabeldyret giver grønt lys til spørgsmål, da hun er færdig. Som spændte fjedre skyder elevernes hænder op. Spørgsmålene handler mest om Solafs familie eller manglen på samme: ”Hvordan klarede du dig uden dine forældre?”, ”Hvor meget familie har du fået med?”. Og om det at være ny et sted: ”Hvordan tog din klasse imod dig?” ”Synes du folk herser med dig?,” ”Hvordan er det at bo et fremmed sted?”. Til sidst må Fabeldyret stoppe eleverne, så der er tid til, at den næste flygtningefortæller Soran kan fortælle sin historie.

Spørgelyst
Elevernes store spørgelyst er for klassens samfundslærer Zishan grunden til, at klassens skulle deltage i RAP:I:STAN. Flygtningedebatten er uundgåeligt blevet en stor del af undervisningen de seneste år, men ifølge Zishan er selve mødet med en flygtninge mindst lige så vigtigt som undervisning, bøger og medier. Det er eleverne enige i. ”Man hører så meget i medierne, der sætter flygtninge i et dårligt lys, så det var rigtig positivt at møde én,” sagde Kimmie, der er elev i klassen, efter at have hørt Solafs historie. Ifølge Zishan er det vigtigt, at eleverne møder én, de kan relatere til, og som de kan stille alle de spørgsmål, der trænger sig på. For Kimmie har det givet en ny forståelse: ”Man hører, hvad de vil være, og man får indblik i dem. De er jo også almindelige mennesker”.

Ifølge Solaf burde flere have samme oplevelse: ”I Danmark taler man for meget om flygtninge og for lidt med flygtninge”. Hun har på egen krop prøvet, hvor svært det er at komme ind på livet af danske unge, og hun er ikke alene. Mange flygtninge, unge som ældre, lever en socialt isoleret tilværelse, og det kan også have konsekvenser for deres deltagelse på uddannelses- og arbejdsområdet. Social isolation kan skyldes mange ting, men hvis det skal løses, må man både i organisationer og privat forsøge at skabe rummelige fællesskaber, hvor både flygtninge og danskere kan bidrage aktivt og være dem selv. I den forbindelse er større indsigt og forståelse vigtige skridt.

Seje høvdinge
Tilbage under lysstofrørene skal eleverne i gang med at skrive tekster om flygtningesituationen. Fabeldyret springer rundt mellem bordene og hjælper eleverne: ”Hvad rimer på borgerkrig,” vil en pige vide. En dreng vil høre, om et rim med ”flygtning” og ”udsmykning” fungerer. Fabeldyret kvitterer med ”fedt”, ”lige præcis”, ”Gir det mening?”.
De fleste tekster handler om politikere og deres polemik. En dreng rapper for eksempel om P. Vermund, der ”skaber problemer og fucker med systemer”, mens en anden mener, at politikere tror, de er nogle komikere. To piger fniser unisont deres rap foran klassen:

Nu skal i høre lidt om flygtninge// De er bare nogle seje høvdinge// Vi tager imod dem med åbne arme // og fylder dem med en masse dansk varme// For folk i nød er velkomne her // og vi tager gerne i mod nogle fler’//

Flere vers handler som pigernes om at gøre noget, sige fra overfor uretfærdige politikere og frygtsomme pensionister og byde flygtninge velkommen.

Rap gør noget
Netop dét at tage stilling er det, rapelementet er et eksempel på. ”Hiphop lyder fedt!”, svarer Fabeldyret på spørgsmålet om, hvorfor rap musik er et godt værktøj til at skabe refleksion. Soundtracket til frikvarteret er bevis på, at hiphop er noget, eleverne kan relatere til. ”Det er deres sprog, og det er let at gå til og få til at fungere”, mener Mathias Findalen, der er projektleder på RAP:I:STAN. At bruge hiphop til at samle og engagere unge i samfundsmæssige emner er ikke noget nyt. Seneste eksempel er Det Arabiske Forår, hvor hiphop var soundtrack til revolutionerne og talerør for utilfredse unges samfundskritik. Når eleverne skal rappe, må de bruge deres viden og omforme den til rim og rytmer. Det stiller krav til, at de aktivt involverer sig i problemstillinger og overveje, hvad de synes er vigtigst at fokusere på, og hvad de mener om det.

Solaf og Soran håber, at dagen er med til at skabe større bevidsthed. At eleverne bedre forstår flygtninge og forstår, hvad de selv kan gøre for at sikre et bedre fællesskab mellem danskere og flygtninge – også udenfor klasselokalet. Ifølge eleverne er der mange flere end dem, der skal lære noget. En dreng formulerer det sådan her – henvendt til Lars Løkke:

… Hvordan kan han ikke se det er trist// Han burde være lidt mere bevidst

 

Comments are closed.