Hiphop-gadefest for alle aldre i weekenden

Hiphop-gadefest for alle aldre i weekenden

Kom til gadefest og oplev hiphoppens fire elementer: Rap, breaking, DJ´ing og graffitti, når Frederiks Allé forvandles til et mekka af gadeaktiviteter til Hiphop Attack i weekenden.

Frederiks Allé bliver lørdag d. 22. og søndag d. 23 september forvandlet til en stor hiphop-folkefest, når arrangørerne af Århus Get Down, 2Groove, bringer folk sammen på kryds og tværs af kulturer, religioner, forskellige aldre og livssyn til et event, der er baseret på hiphoppens nøgleord: Peace, Love, Unity and Having Fun”.

”Eventet er en fejring af, at vi anerkender hinanden for dem, vi er, giver hinanden plads til at udfolde os på alle mulige kreative måder og er til stede i nuet, for det kan man nærmest ikke undgå, når man laver fysiske, musikalske, kropslige ting sammen. Man får lov til at sætte tankerne lidt på stand by og bare være til stede og nyde sammen,” fortæller arrangør, Anna Eileen Nguyen Jeppesen.

Til Hiphop Attack kan man opleve drop-in workshops, dans, live DJ, graffiti og rap shows. Der er blandt andet invieret 5 graffitimalere, som kommer til at male på en 28 meters lang væg, og der vil være breaking battle med bgirls og bboys og masser af funky musik fra Dj Slowz fra Vietnam.

Udover at Anna glæder sig til at se folk danse og hygge sig sammen, ønsker hun at være med til at skabe et mødested for kulturel udfoldelse i hiphoppens ånd i Århus og vise århusianerne, hvor meget hiphopkulturen kan bidrage med:

”Hiphopkulturen opstod tilbage i slut 70’erne i det ghettoprægede Bronx, hvor den blev et positivt modspil til bander og kriminalitet, et outlet for unge, hvor de kunne afreagere og finde noget større at kæmpe for og tage del i. Vi vil gerne vise Århus alle de egenskaber kulturen har at byde på, og hvordan det kan afhjælpe de sociale- og integrationsmæssige problematikker, vi står overfor i dag,” slutter Anna.

Hip Hop Attack er arrangeret af 2Groove (arrangørerne bag Århus Get Down). Det er en del af DGI’s event “Street Attack” under frivllighovedstadens fejring “Folkets Møde” i Århus. Eventet er støttet af Hip Hop Hub, som er et landsdækkende netværk drevet af foreningen RAPOLITICS. Det består af ungegrupper og foreninger, der arbejder med at nyfortolke dansk kulturarv gennem hiphop og street-art. Hip Hop Hub er støttet af Nordea-fonden med fokus på det gode unge liv.

Comments are closed.